Regeringen har fremsat et lovforslag, der skal gøre det være lettere at overdrage en familieejet virksomhed til næste generation.
Nedsættelse af boafgiften
Det foreslås at nedsætte bo- og gaveafgiften fra 15 pct. til 10 pct. ved overdragelse af erhvervsvirksomheder som arv eller gave til den nære familie. En nedsættelse af bo- og gaveafgiften vil alene omfatte erhvervsvirksomheder, der lever op til kriterierne for anvendelse af skattemæssig succession. Derudover skal overdrageren have ejet virksomheden i mindst 1 år forud for overdragelsen.
Skematisk værdiansættelse
Det foreslås endvidere at indføre et retskrav på en skematisk værdiansættelse ved opgørelsen af bo- og gaveafgiften ved generationsskifte af en erhvervsvirksomhed. Den skematiske værdi udgør virksomhedens bogførte egenkapital med tillæg af goodwill (immaterielle aktiver) opgjort på grundlag af virksomhedens seneste 5 års regnskaber.
Ejendomsvirksomheder skal også kunne succedere
Desuden foreslås, at aktive ejendomsvirksomheder skal kunne overdrages med skattemæssig succession på lige fod med andre erhvervsvirksomheder, og på samme betingelser som disse kunne blive omfattet af den nedsatte bo- og gaveafgift. Aktiv virksomhed med udlejning af fast ejendom anses at foreligge, når familien har en ejerandel på over 50 pct. af udlejningsvirksomheden og ikke har overladt indgåelsen af lejeaftaler og andre væsentlige aftaler vedrørende virksomhedens drift til en uafhængig tredjemand. Endvidere skal ejendommen have været ejet og aktivt udlejet i mindst 1 år forud for overdragelsen.
Søskende sidestilles med nærtstående familie
Endeligt foreslås det, at søskende fra og med 2027 sidestilles med nærtstående familie i relation til gaveafgiftsreglerne. Søskende vil herefter fra 2027 anses for nærtstående familie i relation til både arv og gaver.
Ikraftrædelsestidspunkt
Nedsættelsen af bo- og gaveafgiften og retskravet på skematisk værdiansættelse implementeres med virkning fra 1. oktober 2024. Muligheden for succession ved overdragelse af aktive ejendomsvirksomheder implementeres med virkning fra 1. januar 2025.
