Skatteministeriet fik medhold i, at en schweizisk vurdering på 5.479.690,75 kr. ikke kun i ringe grad afveg fra en tilsvarende dansk ejendomsvurdering på 19.995.194,43 kr.
En skatteyder skulle beskattes af sin ejendom beliggende i Schweiz.
Det følger af den dagældende ejendomsværdiskattelovs § 4 b, stk. 1, at ejendomsværdiskatten for ejendomme beliggende i udlandet, jf. § 4, nr. 11, beregnes efter de samme regler som ejendomme beliggende i Danmark, jf. § 4 a, stk. 1, hvis der findes en udenlandsk offentlig ejendomsvurdering, som kan sidestilles med en dansk vurdering. Af § 4 b, stk. 2, fremgår at for ejendomme omfattet af § 4, nr. 11, hvor der ikke findes en vurdering som nævnt i § 4 b, stk. 1, skal beregningsgrundlaget i stedet opgøres efter den regulerede handelsværdi.
I den indbragte afgørelse, som var truffet af Skattestyrelsen og henvist til landsretten i første instans, var ejendomsværdibeskatningen beregnet som den regulerede handelsværdi, jf. § 4 b, stk. 2. Ejendomsværdigrundlaget var opgjort til 19.995.194,43 kr. med fradrag af værdien af fire parkeringspladser.
Skatteyderen gjorde gældende, at beskatningsgrundlaget skulle fastsættes ud fra den skattemæssige værdi af ejendommen, som fremgik af skatteyderens schweiziske skatterapporter og med udgangspunkt i den schweiziske vurdering af ejendommen pr. 1. januar 2022, som udgjorde 5.479.690,75 kr.
Skatteyderen gjorde gældende, at hvis Skattestyrelsens beregning blev lagt til grund, ville der være tale om forskelsbehandling i strid med Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde (TEUF) art. 63.
Landsretten fandt, at det afgørende kriterium efter forarbejderne til den dagældende ejendomsværdiskattelovs § 4 b, stk. 1 er, om den udenlandske ejendomsvurdering kun i ringe grad afviger fra den regulerede handelsværdi efter § 4 b, stk. 2, idet den regulerede handelsværdi anses for at ligge på niveau med og i øvrigt afspejle en dansk vurdering på det relevante tidspunkt, og at sammenligningen skal ske på grundlag af de økonomiske værdier, herunder at det ikke er afgørende, om opgørelsesmetoderne i henholdsvis Schweiz og Danmark er sammenlignelige. Da parterne var enige om, at den regulerede handelsværdi i Skattestyrelsens afgørelse var opgjort som den laveste værdi efter den dagældende bestemmelse i ejendomsværdiskattelovens § 4 b, stk. 2, og eftersom den schweiziske offentlige ejendomsvurdering afveg fra den regulerede handelsværdi i en sådan grad, at den ikke afspejlede - og dermed heller ikke kunne sidestilles med - en dansk vurdering, fandt bestemmelsen i § 4 b, stk. 1, jf. § 4 a, stk. 1, derfor ikke anvendelse ved opgørelsen af beregningsgrundlaget for ejendomsværdiskatten af ejendommen i Schweiz.
Landsretten fandt desuden, at beskatningsgrundlaget lå på niveau med en tilsvarende dansk vurdering og at det ikke var godtgjort, at ejendommen i Schweiz blev beskattet hårdere end en tilsvarende ejendom i Danmark, eller at beregningsgrundlaget for ejendomsværdiskatten udgjorde en hindring for kapitalens frie bevægelighed.
Landsretten frifandt herefter Skatteministeriet.